| Opsummering |
Nordian fik ikke medhold i klage mod Region Hovedstaden om ukonditionsmæssigt tilbud i patienttransportudbud
Sagen vedrørte Region Hovedstadens offentlige udbud af siddende patienttransport, hvor klagen alene angik delaftale 4 (Syd). Tre virksomheder afgav tilbud, og Region Hovedstaden besluttede den 16. december 2025 at tildele kontrakten til HB Care A/S. Nordian ApS indgav herefter klage over, at regionen havde afvist Nordians tilbud som ukonditionsmæssigt.
Udbuddet indeholdt et mindstekrav om, at sædehøjden i de tilbudte vogne skulle være mindst 65 cm målt fra terræn til toppen af bagsædets forkant. Nordian tilbød en Toyota Corolla 1.8 Hybrid og oplyste i tilbuddet, at sædehøjden ville blive ”yderligere tilpasset”. Da regionen ved en fysisk opmåling af en tilsvarende bil konstaterede, at sædehøjden uden tilpasninger var under 65 cm, iværksatte regionen en teknisk afklaring efter udbudslovens § 159. Under denne afklaring redegjorde Nordian for forskellige tekniske tilpasninger og vedstod sit tilbud, hvorefter regionen på dette tidspunkt fandt oplysningerne tilstrækkelige og ikke anså tilbuddet for ukonditionsmæssigt.
Den 9. december 2025 meddelte Nordian imidlertid regionen, at det efter nye oplysninger fra virksomhedens leverandører var tvivlsomt, om tilpasningerne kunne gennemføres inden for udbuddets og kontraktens rammer, og at tilbuddet derfor formentlig var ukonditionsmæssigt. Nordian oplyste samtidig, at virksomheden ikke ville modsætte sig, at regionen undlod at tage tilbuddet i betragtning. Den 15. december 2025 forsøgte Nordian at tilbagekalde denne meddelelse og fremsendte yderligere dokumentation, herunder synsrapport og erklæringer om, at tilpasningerne lovligt kunne gennemføres.
Klagenævnet gav ikke Nordian medhold. Klagenævnet lagde vægt på, at regionen var berettiget til at iværksætte teknisk afklaring, selv om Nordian i tilbuddet havde bekræftet opfyldelsen af mindstekravet, fordi regionen efter den fysiske opmåling havde en berettiget tvivl om kravopfyldelsen. Klagenævnet udtalte desuden, at ordregiveren efter udbudslovens § 159 både har ret og pligt til at foretage effektiv kontrol af oplysninger i tvivlstilfælde. Det forhold, at opmålingen ikke fremgik af evalueringsmodellen, gjorde ikke kontrollen ulovlig.
Klagenævnet fandt endvidere, at Region Hovedstaden ikke havde handlet i strid med ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincipperne ved at lægge Nordians meddelelse af 9. december 2025 til grund. Klagenævnet lagde vægt på, at regionen ikke havde pligt til at besvare meddelelsen, og at Nordian selv havde erkendt, at det var tvivlsomt, om mindstekravet kunne opfyldes. Regionen kunne derfor lægge til grund, at tilbuddet var ukonditionsmæssigt. Klagenævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte regionens beslutning om at se bort fra den senere tilbagekaldelse og dokumentation fremsendt den 15. december 2025.
Klagenævnet fandt desuden, at regionens fysiske opmåling af den tilbudte vogntype ikke var i strid med evalueringsmodellen eller udbudslovens regler, da kontrollen var led i ordregiverens pligt til at verificere opfyldelsen af mindstekrav. Da Nordian ikke fik medhold i sine påstande, var der heller ikke grundlag for at annullere tildelingsbeslutningen til HB Care. Klagen blev derfor ikke taget til følge.
Se afgørelsen |
Voestalpine fik ikke medhold i klage mod Øresundsbro Konsortiet om evalueringsmodel og begrundelse
Øresundsbro Konsortiet I/S udbød ved offentligt udbud en kontrakt om udskiftning af ”expansion joints” på Øresundsbroens jernbane med tildelingskriteriet bedste forhold mellem pris og kvalitet. Efter evalueringen blev kontrakten tildelt Vossloh Nordic Switch Systems AB frem for Voestalpine Turnout Technology Germany GmbH, som herefter indgav klage til Klagenævnet for Udbud. Klagen angik navnlig, om evalueringsmodellen var tilstrækkeligt beskrevet i udbudsmaterialet efter udbudslovens § 160, om evalueringen var gennemført i overensstemmelse med modellen og gennemsigtighedsprincippet, samt om begrundelsen for tildelingsbeslutningen opfyldte kravene i udbudslovens § 171, stk. 4, nr. 2. Klagenævnet lagde ved vurderingen af evalueringsmodellen vægt på, at udbudsbetingelserne beskrev både vægtningen mellem pris og kvalitet, vægtningen af de enkelte delkriterier, pointskalaen fra 0-5 samt de konkrete fiktive prisfradrag, som var knyttet til de enkelte point. Klagenævnet fremhævede desuden, at udbudsmaterialet angav, hvilke forhold ordregiver ville lægge særlig vægt på under evalueringen, herunder hvilke ”should include”-elementer og ”added value”-forhold der kunne tillægges positiv betydning. Klagenævnet fandt derfor, at kriterierne var beskrevet på en måde, som gjorde det muligt for alle rimeligt oplyste og normalt påpasselige tilbudsgivere at forstå, hvad der ville indgå i evalueringen, og hvilke forhold der kunne få betydning ved udarbejdelsen af tilbuddene. Det forhold, at der ikke var fuld overensstemmelse mellem pointfradragene for delkriteriet ”Guarantees” og visse øvrige delkriterier, eller at det ikke var beskrevet, hvilken kvalitativ vurdering der kunne føre til 0 point, kunne ikke føre til en anden vurdering. Klagenævnet fandt derfor, at evalueringsmodellen opfyldte kravene i udbudslovens § 160 og gennemsigtighedsprincippet i udbudslovens § 2. Ved vurderingen af den konkrete evaluering understregede klagenævnet, at ordregiver efter fast praksis har et vidt skøn ved den kvalitative evaluering af tilbud og tildelingen af point, og at klagenævnet alene tilsidesætter skønnet, hvis det er usagligt, hviler på objektivt urigtige forudsætninger eller åbenbart overskrider grænserne for ordregivers skøn. Klagenævnet gennemgik herefter de konkrete forhold, som Øresundsbro Konsortiet havde lagt vægt på ved evalueringen af tilbuddene under de enkelte delkriterier. For delkriteriet ”Organisation” havde ordregiver blandt andet lagt vægt på, at Vosslohs tilbud beskrev alle relevante forhold, mens Voestalpines tilbud blandt andet manglede CV’er for nøglepersoner og angivelse af ansvarlig person for CSM-RA. For delkriteriet ”Delivery time for urgent orders” lagde ordregiver blandt andet vægt på, at Vosslohs tilbud indeholdt klare og præcise besvarelser, mens Voestalpines besvarelse blev vurderet som kort og uklar og manglede essentielle oplysninger om organisationsstruktur og teknisk support. Klagenævnet fandt, at ordregiver sagligt havde kunnet tillægge disse forhold betydning, og at evalueringen var gennemført i overensstemmelse med den beskrevne evalueringsmodel og gennemsigtighedsprincippet. For så vidt angår begrundelsen for tildelingsbeslutningen fandt klagenævnet, at evalueringsrapporten og underretningen indeholdt tilstrækkelige oplysninger om det vindende tilbuds karakteristika og fordele. Klagenævnet lagde vægt på, at Voestalpine på baggrund af begrundelsen kunne forstå de centrale forskelle mellem tilbuddene og vurdere, om evalueringen var foretaget inden for rammerne af den beskrevne evalueringsmodel. Klagenævnet bemærkede særskilt, at ordregiver ikke havde været forpligtet til at redegøre nærmere for delkriteriet ”Guarantees”, da evalueringen alene afhang af længden af garantiperioden, og begge tilbudsgivere havde opnået samme bedømmelse på dette kriterium. Klagen blev herefter ikke taget til følge, og der var derfor heller ikke grundlag for at annullere tildelingsbeslutningen.
Se afgørelsen |
Apovac fik ikke medhold i klage mod regionerne om evaluering af vaccinationsudbud under light-regimet
Sagen vedrørte regionernes genudbud af en kontrakt om løbende udførelse af vaccinationer i privat regi, gennemført som offentligt udbud efter udbudslovens afsnit III (light-regimet) vedrørende sociale og andre specifikke tjenesteydelser over tærskelværdien. Udbuddet omfattede vaccinationssteder drevet af private aktører til vaccination mod covid-19 og influenza og var opdelt i fem delkontrakter svarende til hver region. Ved tilbudsfristens udløb havde regionerne modtaget konditionsmæssige tilbud fra Apovac F.M.B.A. og European Lifecare Group A/S (ELCG), hvorefter regionerne den 22. maj 2026 besluttede at tildele kontrakten til ELCG. Apovac indgav herefter klage og anmodede om opsættende virkning, men klagenævnet valgte i stedet at afgøre sagen. Apovac gjorde gældende, at regionerne havde handlet i strid med ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincipperne ved evalueringen af evalueringskrav 6.2 og 6.7 om placering af vaccinationssteder og egnede lokaler, idet regionerne efter Apovacs opfattelse ikke havde foretaget den samlede kvalitative vurdering, som evalueringsmodellen foreskrev. Klagenævnet lagde vægt på, at udbuddet var gennemført efter light-regimet, og at regionerne derfor havde et meget vidt skøn både ved fastsættelsen af evalueringsmodellen og ved selve evalueringen af tilbuddene. Klagenævnet udtalte, at ordregiverens skøn alene kan tilsidesættes, hvis det er usagligt, hviler på et objektivt forkert grundlag eller klart overskrider grænserne for det vide skøn. Klagenævnet fandt, at regionerne havde foretaget en samlet vurdering af evalueringskravene 6.2 og 6.7, og at det forhold, at regionerne i evalueringsnotatet anvendte samme ordlyd som i pointskalaen ved beskrivelsen af enkelte delelementer, ikke indebar, at der var foretaget særskilt pointgivning i strid med evalueringsmodellen. En eventuel uklarhed i begrundelsen kunne højst udgøre en formel fejl uden betydning for tildelingsbeslutningens lovlighed. Apovac gjorde endvidere gældende, at regionerne ved evalueringen af evalueringskrav 7.13 om bemanding og oplæring af personale havde lagt faktuelt forkerte oplysninger til grund vedrørende uddannelse af personale anvendt ved sygdom. Klagenævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte regionernes vurdering af, at det var uklart, om formuleringen om, at ”alle vaccinatører på Apovacs apoteker” havde gennemgået uddannelsen, også omfattede personale indkaldt ved sygdom. Klagenævnet lagde i den forbindelse vægt på fast praksis om, at tilbudsgiver selv bærer risikoen for uklare formuleringer i tilbuddet, og fandt derfor, at regionerne berettiget havde tillagt denne uklarhed beskeden negativ vægt i evalueringen. Da klagenævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte regionernes evaluering eller konstaterede fejl ved det faktiske grundlag for evalueringen, blev ingen af Apovacs påstande taget til følge, og der var derfor heller ikke grundlag for at annullere tildelingsbeslutningen.
Se afgørelsen |
NCC Danmark fik ikke opsættende virkning i klage mod BIOFOS om evaluering af organisation og bemanding
Sagen angår BIOFOS A/S’ offentlige genudbud efter udbudsloven af en bygge- og anlægskontrakt vedrørende hovedentreprise for nødoverløb. NCC Danmark A/S klagede over BIOFOS A/S’ beslutning om at tildele kontrakten til Per Aarsleff A/S og anmodede samtidig om opsættende virkning. Klagenævnet vurderede på det foreløbige grundlag, at der var udsigt til, at NCC ville få medhold i den påstand, som angik evalueringen af underkriteriet ”Organisation og bemanding”, der vægtede 80 %. Klagenævnet lagde særligt vægt på, at BIOFOS ved evalueringen havde tillagt det negativ betydning, at NCC’s organisationsplan ikke indeholdt formænd som selvstændige roller, selv om det ikke klart fremgik af udbudsmaterialet, at formænd skulle indgå som særskilte roller. Klagenævnet fandt derfor foreløbigt, at BIOFOS hverken kunne eller måtte lade dette forhold indgå negativt i evalueringen. Klagenævnet fremhævede samtidig, at BIOFOS havde bevisbyrden for, at fejlen ikke havde haft konkret væsentlig betydning for tildelingsbeslutningen, og at denne bevisbyrde ikke var løftet, navnlig fordi en højere pointscore til NCC under det tungt vægtede underkriterium kunne have ændret resultatet af evalueringen. Klagenævnet fandt derimod ikke grundlag for foreløbigt at tilsidesætte BIOFOS’ øvrige evalueringer eller det udbudsretlige skøn vedrørende Per Aarsleffs tilbud. Klagenævnet lagde blandt andet vægt på, at udbudsmaterialet ikke opstillede et absolut krav om CV’er for samtlige personer i organisationsplanen, og at spørgsmålet om de indleverede CV’er derfor skulle vurderes kvalitativt som led i evalueringen. Klagenævnet udtalte, at anvendelsen af ordet ”skal” ikke i sig selv medførte, at enhver mangel udgjorde et grundlæggende element, som nødvendiggjorde afvisning af tilbuddet. Klagenævnet fandt derfor foreløbigt, at BIOFOS ikke var forpligtet til at afvise Per Aarsleffs tilbud som ukonditionsmæssigt, selv om der var indleveret syv CV’er, hvor kun de første fem kunne indgå i evalueringen, og selv om et af de ikke-evaluerede CV’er vedrørte en efterspurgt nøgleperson. Klagenævnet lagde i den forbindelse vægt på BIOFOS’ oplysninger om, at de nødvendige funktioner og kompetencer i tilstrækkeligt omfang var dækket af de fem evaluerede CV’er. Klagenævnet fandt endvidere ikke grundlag for at konstatere, at BIOFOS’ evaluering af Per Aarsleffs organisation, brug af underentreprenører eller vurdering af referencer og erfaring var usaglig, byggede på objektivt urigtige forhold eller overskred det vide skøn, som tilkommer ordregiver ved kvalitative evalueringer. Klagenævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning. Klagenævnet lagde her vægt på, at NCC ikke havde godtgjort, at virksomheden ville lide en alvorlig og uoprettelig skade ved kontraktens gennemførelse, idet der ved udbud generelt består en påregnelig kommerciel risiko for ikke at opnå kontrakten, og idet et eventuelt tab som udgangspunkt ville kunne kompenseres økonomisk.
Se afgørelsen |
Twoday Danmark fik ikke medhold i klage over KL’s tildeling af ERP-kontrakt til Pingala
Sagen vedrørte KL’s indkøb af et cloudbaseret ERP-system under SKI’s dynamiske indkøbssystem 02.06 Standardsoftware, kategori 2. Twoday Danmark A/S klagede over KL’s beslutning om at tildele kontrakten til Pingala A/S og gjorde navnlig gældende, at Pingalas tilbud var ukonditionsmæssigt, at tilbuddet burde have været anset for unormalt lavt, samt subsidiært at udbudsmaterialet var uklart med hensyn til antallet af brugere og licenser. Klagenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at ordregiver som udgangspunkt er berettiget til at lægge tilbudsgiverens oplysninger om kravopfyldelse til grund, medmindre oplysningerne er åbenbart urigtige, indbyrdes modstridende eller giver konkret anledning til tvivl om kravopfyldelsen. Klagenævnet fandt, at krav X10.1 ikke kunne forstås som et krav om 165 unikke brugere, men alene som et krav om, at løsningen skulle understøtte de angivne brugerroller og de funktionelle behov knyttet hertil. Det blev tillagt vægt, at KL under spørgsmål og svar havde oplyst, at der kunne være sammenfald mellem brugerroller afhængigt af rollestrukturen, og at udbuddet vedrørte standardsoftware med mulighed for forskellige tekniske og licensmæssige løsninger. Klagenævnet fandt derfor ikke grundlag for at anse Pingalas løsning eller licensmodel som et forbehold over for krav X10.1 eller i øvrigt som ukonditionsmæssig. Klagenævnet gennemgik endvidere Pingalas tilbud vedrørende krav om elektroniske fakturaer samt bankintegration og fandt ikke grundlag for at fastslå, at tilbuddet indeholdt forbehold over for kravene B4.3, B5, C3 eller X2.7. Det blev blandt andet tillagt vægt, at Pingala havde angivet, at kravene blev opfyldt, og at det ikke var godtgjort, at eventuelle supplerende komponenter krævede særskilt betaling uden for tilbudssummen. Vedrørende spørgsmålet om unormalt lavt tilbud udtalte klagenævnet, at vurderingen beror på ordregiverens konkrete skøn, og at en betydelig prisforskel mellem tilbud ikke i sig selv udløser pligt til at indhente en redegørelse efter udbudslovens § 169. Klagenævnet lagde vægt på KL’s forklaring om, at prisforskellen kunne forklares med forskelle i ERP-systemer, licensstrukturer, automatiseringsgrad, tredjepartsprodukter og implementeringsindsats, og fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte KL’s vurdering af, at Pingalas tilbud ikke fremstod unormalt lavt. Klagenævnet fandt endvidere, at udbudsmaterialet ikke var uklart eller i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed, idet tilbudsgiverne havde haft et tilstrækkeligt grundlag for at forstå, at der ikke nødvendigvis var tale om 165 unikke brugere, og at forskellige licensmodeller kunne anvendes. Klagenævnet tog herefter ingen af twodays påstande til følge.
Se afgørelsen |
